143
Christian S. Christensen, formand for ØBRO og Erik Hedegård, formand for AS04
Skak-Center i København
”Findes der et sted, hvor man kan spille skak om dagen?”
”Hvor køber jeg et skakspil eller en begynderbog?”
”Er der et sted, hvor jeg kan kikke i News in Chess og andre tidsskrifter?”
”Kan jeg låne nogle åbningsbøger, så jeg ikke skal købe dem?”
”Hvor og hvornår afholdes der skakforedrag og undervisning med kendte og dygtige skakspillere?”
”Hvor i København findes der en skak-café?”
Svaret på alle disse relevante spørgsmål er desværre, at et sådant sted ikke findes i hovedstadsområdet. For ca. 10 år siden eksisterede Skakhuset i Studiestræde i
København som en slags mødested. Desværre lykkedes det ikke for vores organisationer at overtage driften af Skakhuset, da den private ejer valgte at sige stop.
Dette er meget beklageligt, og har medført at skakspillere enten skal i private boghandeler for at købe skakmateriel og –litteratur, eller må ty til den i øvrigt
udmærkede og opgraderede internethandel i Dansk Skaksalg.
Men nu er minimum to klubber i København gået i gang med at forsøge at skabe et Skak-Center i København, der gerne skulle rumme svaret på de førstnævnte
spørgsmål.
Skakforeningerne ØBRO og AS04 har længe forhandlet om at sammenslutte klubberne i et nyt fælles skaklokale, der skal rumme en ’overbygning’ med et center
åbent for folk fra ’gaden’ og for andre klubmedlemmer. Ideen er at skabe et ’institut’, der skal rumme mange af de aktiviteter, som den enkelte klub ikke har kræfter
og økonomi til. Virkeliggørelsen af noget af dette findes allerede i ChessHouse i Århus, og f.eks. på Manhatten i New York, og flere andre hovedstæder har
ligeledes een stor ’skak-metropol’.
Udover at være spillelokale for flere indlejede klubber på deres faste klubdage, skal skakcentret udmærke sig med præsentable og centralt beliggende lokaler. Lad
os prøve at forestille os en tilfældig eftermiddag i Skak-Center København:
Det første du ser på afstand er et mindre, men flot reklameskilt. Tættere på ser du i vinduerne nogle flotte plakater og et demo-bræt med ugens opgave, hvor løsere
kan vinde et gavekort til butikken med varer fra Dansk Skaksalg. Inde i butikken får du et hurtigt overblik over artiklerne, hvor du kan tage brikker og bøger i
hånden og mærke på kvaliteten og se på indholdet. Du kan selvfølgelig sætte dig i en behagelig lænestol for nærmere studier – med en frisklavet kop kaffe og et
stykke nybagt kage ved siden af dig.
Er du her ikke for at købe, kan du gå ind i biblioteket med mange titler, hvor du – ligesom på et almindeligt bibliotek – kan finde hvad du søger, enten på hylderne
eller via inventarlisten, som du måske allerede har smugkikket på hjemmesiden, hvor du kan bestille bogen.
Efter du forhåbentlig har fundet hvad du søgte, vil du lige tjekke hvordan det går Ivantjuk i
Sigemanturneringen i Malmö / København, hvorfor du sætter dig ved en af pc’erne med
ADSL.
Du vil samtidig godt ha’ resultatet fra DM i Horsens med hjem, hvorfor du lige printer siden ud – i farver.Dit besøg har trukket længere ud end beregnet, og nu er du sulten, så du bestiller dagens suppe med brød til en 20’er. Du indtager det lidt spartanske, men
velsmagende måltid, mens du ser nogle ’hajer’ smide om sig med brikkerne i en lyn-turnering.
Mens du spiser ankommer deltagerne til skaktræningen – dejligt at se såvel børn som voksne med
forventningsfulde øjne. De haster ind i undervisningslokalet, hvor du lige kan ane overheadprojektoren og det elektroniske demo-bræt.
Tiden flyver og du skulle have været hjemme for længst; - du finder husets telefon og melder din forsinkede
hjemkomst.
Imens ser du på opslagstavlen, at der på torsdag skal være foredrag med vinderen af landsholdsklassen i 2003: ”Hvorfor vandt jeg?” Hende kunne det være
interessant at høre. Desuden hænger der et opslag: ”Videoaften med optagelsen fra temaaften på DR2 d.14/4 om skakkens mestre”.
På vej ud, møder du en gammel bekendt og får en hyggelig sludder…
Dette kunne være en tilfældig eftermiddag i Skak-Center København. Og det kan realiseres, hvis vi tør og vil sætte kræfter og økonomiske midler af til det. De
to skakklubber kan ikke bære økonomien selv – vi må have hjælp fra offentlige myndigheder, fra andre klubber og vores hovedorganisationer. Såvel vores hovedkreds
som DSU bør være interesseret i at dansk skak har et flot ’ansigt’ udadtil i hovedstadsområdet. Det er vigtigt i disse medlemstilbagegangstider at dansk skak tænker
udadvendt og er på højde med tidens krav. I bridgeverdenen er der således allerede
to centre i storkøbenhavn, og de har medlemsfremgang. I Århus har
ChessHouse tilsyneladende fungeret godt i et par år; - vi bør også have noget lignende på Sjælland!
For fællesudvalget
Christian S. Christensen, formand for ØBRO, heraklit@ofir.dk
Erik Hedegård, formand for AS04, formand@as04.dk
PS Indlægget blev skrevet 4. maj 2003 med henblik på Skakbladet,
men nåede ikke med i nr. 4.