125
Poul Jacobsen medlem af FU med bl.a. Pokalturneringen som sagsområde.
Pokalturneringen
Svar til Peter Tjørnsted.
Peter Tjørnsted skriver den 13. april bl.a. at Pokalturneringen er "ramt af mærkeligt regelsæt" idet der i bredderækken er indført en
ratinggrænse på 1800. Han skriver endvidere at man første gang hørte om
denne regel, efter at invitationen til kvalifikationsstævne var udsendt?
Denne udlægning er ikke korrekt. Beslutningen om ratinggrænsen blev truffet på hovedbestyrelsesmødet den 1. september 2002, og har således
været kendt længe, i hvert fald af dem som læser referaterne fra disse
møder. Selvom det aktuelle referat kom sent, er jeg sikker på at 1.HK's repræsentant i HB har informeret sin pokalturneringsleder om reglen, så
det burde ikke have været overraskende for jer. Jeg er sikker fordi jeg
den 8. december 2002 fra 1.HK, i forbindelse med at man lavede invitationen, via mail modtog en forespørgsel herom. Jeg svarede tilbage
samme dag og i mit svar understregede jeg nødvendigheden af at være opmærksom på ratingbegrænsningen som blev vedtaget i september, så her
er altså ikke noget at bebrejde DSU i den forbindelse.
Du skriver endvidere at man har ændret en lille detalje, idet det nu er martstallene som er gældende.
Her må jeg erkende at du er i god tro, og samtidig påtage mig ansvaret for at der er skabt lidt forvirring omkring
ratingtallene.
Sagen er den at jeg for sent blev opmærksom på hvorledes DSU's gamle ratingtal arkiveres. De ratingfiler som til
stadighed er tilgængelige på DSU's hjemmeside er altid de seneste som Thorbjørn Rosenlund har modtaget fra
Ratingkartoteksføreren. I min naivitet troede jeg at januartallene lå så man blot kunne oprette link til dem, men helt så
simpelt var det ikke, faktisk forekom det at være en større opgave at gøre de gamle filer tilgængelige uden at skade
de aktuelle. Jeg har under en samtrale med Pokalturneringslederen gjort
opmærksom på dette, og vi blev enige om at anvende nyere tal i år, hvis de gamle ikke kunne gendannes.
På denne baggrund har Pokalturneringslederen tilskrevet enkelte klubber om, at man i mangel af januartal måtte anvende dem fra
marts.
Nu forholder det sig imidlertid således at Thorbjørn Rosenlund har fået gendannet januartallene, og lagt dem på nettet,
således at alle kan se hvilke tal der er gældende for Pokalfinalestævnet. Disse tal bliver dels tilgængelige fra DSU's
hjemmeside, dels fra Pokalturneringens hjemmeside som allerede nu er
tilgængelig. Det vil snarest fremgå af DSU's hjemmeside, hvorledes man finder Pokalturneringen, og dermed også de for
den gældende ratingtal.
Jeg håber hermed at der er skabt klarhed over disse problematikker, og skal til slut gøre opmærksom på, at
Pokalturneringens nugældende regler er vedtaget af 2 omgange på de seneste 2 ordinære
hovedbestyrelsesmøder. Altså møderne i september 2002 og januar 2003. Interesserede kan læse mere
herom i referaterne, som findes på DSU's hjemmeside under organisatorisk.
Med venlig hilsen
Poul Jacobsen