108

 

Divisionsturneringen - Sort/hvid

Kære Lau Bjerno 

Jeg vil ikke anfægte at hvid kun scorer 51-52%. Det var heller ikke det jeg skrev. 
Hvis jeg spiller 10 hvide og 10 sorte partier mod Kasparov, ville jeg blive overrasket hvis ikke hvids score blev nøjagtig 50%, det samme tror jeg Kasparow ville blive!

60-40 var mit bud når to jævnbyrdige modstandere møder hinanden - men det var kun et bud. 
Jeg har nu brugt en times tid på at lave lidt statistik på partierne i informator (bind 67) - ikke tilfældigt valgt, men valgt fordi det er det seneste nummer jeg har.

Bindet indeholder knap 700 partier - tilfældigvis er hvid score 60%, hvids ratingsnit er dog lidt højere (ca. 8-9), så ifølge ratingsystemet skulle hvid score 51% (måske 52% hvis man foretager en individuel beregning).

Går vi lidt mere i dybden, viser det sig at når sort og hvids ratingforskel er indenfor + eller -50, så er hvids score ca. 0,15 over det ratingssystemet forventer - altså her mere end mit oprindelige bud på 60-40.

700 partier er stadig alt for lidt til at være nogen særlig seriøs undersøgelse, men antyder dog at der er noget galt med ratingberegningen i tilfælde af mange sorte eller hvide partier - faktisk er fejlen op til 30%.

Dine subjektive betragtninger kan i den sammenhæng ikke bruges til noget - der er også turneringer hvor jeg har scoret bedst med sort - men disse partier indgår jo i en samlet statistik, og rating er jo statistik, det er vi jo enige om!

Sort er en af de to bedste farver - nemlig næstbedst! 

Den anden diskussion kan nu afsluttes, idet du med bemærkningen: "Blot fordi to mennesker, der ikke er ligeglade med rating, går ind for at rate divisionsturneringen, kan der jo sagtens være hundrede andre, der heller ikke er ligeglade med rating, men som er modstandere af at rate!", fuldstændig rammer min holdning!

Men det var ikke ligefrem den holdning du fremkom med, i dit svar til Hans Henrik Hansen. 
Godt Nytår! 

Venlig hilsen 

Jørgen Bredahl Hansen