90

 

Steen Skov Andersen, Silkeborg Skakklub

Rating - Mester eller Slave?

Jeg har siddet og læst indlæggene ang. ratingens indførelse i divisionsturneringen. Som det har været tilfældet i efterhånden meget lang tid, frydes jeg over at læse Lau Bjernos meninger. Det glæder mig at høre, når mennesker spiller skak for spillets (og deres egen) skyld. Rating er statistik som Casper Rasmussen skriver, og bør ikke betragtes som andet eller mere. Førhen sad jeg tit med et remistilbud på læberne omkring træk 10, men det er jeg (næsten) holdt op med. Og se: min glæde ved spillet har aldrig været større. Det føles rart at spille stillingen helt ud, hvilket jeg absolut ikke er den eneste der mener. Jeg erindrer Sune Berg Hansens referat fra det seneste DM hvor han med stolthed i stemmen siger noget i retning af at "...jeg havde på forhånd besluttet at spille til der kun var kongerne tilbage..."...tankevækkende bør en sådan udtalelse være! I øvrigt mener jeg at det er direkte skadeligt for skakkens fremtid, når ratingtallet får indflydelse på spillernes handlinger. Det lammer spillet, og får skak til at se kedeligt ud, hvilket bestemt ikke er befordrene for omverdenens interesse. Jeg mener at nøglen til skakkens fremtid ligger i det
enkelte menneske. Det er helt ok at gå op i sin rating, men hvis alle spillede skak uden at lade sig styre af ratingen, ville alle spillere og ikke mindst skakken blomstre op... 

Med venlig hilsen
Steen Skov Andersen