79

Divisionsturneringen - rating, et principspørgsmål? 

Jeg fornemmer en frygt ved ratingen af holdskak. Og selv om ingen vist endnu har sagt det direkte, drejer frygten sig vist mest om følgende problemstilling:
Der findes en mængde spillere, der af tidsmæssige årsager - p.g.a. arbejde og familie - har måttet begrænse deres skaklige aktivitetsniveau. Mange af disse spillere har så, forståeligt nok, prioriteret den mest sociale skakaktivitet, nemlig holdskakken, mens de helt er holdt op med at spille individuelle turneringer. Disse spilleres rating er jo med tiden blevet temmelig uaktuel. Og da dette jo typisk skyldes at de spiller mindre end før, er spillestyrken måske ikke længere på samme niveau. En del af disse spillere vil derfor uden tvivl tabe meget rating, når holdskakken rates - hvis de altså fortsætter med at spille. Man kunne måske frygte at nogle af disse
spillere, for at bevare deres rating, helt vil holde op med at spille skak.
Men - vil de nu også det?? Er glæden ved et pænt, men gammelt og uaktuelt tal større end fornøjelsen ved at spille holdskak?? Og hvor megen prestige er der ved et tal, man ikke tør sætte på spil??
Jeg tror denne frygt er ubegrundet!
Men der er nok en anden ting at frygte. Jeg tror, skakken for mange mennesker er et fristed i mere end én forstand. Bl.a. et sted, hvor man ustraffet kan få lov at være ond og aggressiv (på brættet, forstås!). Og et sted, hvor man oplever en retfærdighed, som desværre ikke altid findes i verden uden for skakken. Men også et sted hvor man - i modsætning til hjemme og på arbejde - kan ride principper og være stædig, uden at det for alvor koster noget.
Stædighed er for mig ikke et skældsord - jeg kan selv være frygtelig stædig. Men stædighed er altid et tveægget sværd! Jeg frygter, at enkelte vil drive deres stædighed så vidt, at de holder op med at spille holdskak, fordi de principielt er imod, at den rates! Var der ikke noget om, at selveste Bent Larsen engang droppede skak-OL af samme årsag? Mange har Larsen som idol. Af indlysende grunde! Men på dette punkt synes jeg nu ikke, man skal efterligne ham!

Lau Bjerno