66
Divisionsturneringen - rating, hvorfor ikke?
Det er sært, at Hans Henrik Hansen protesterer så kraftigt over ratingen af divisionsturneringen, når han er "ret
ligeglad med ratingtal", mens spillere som Peter Heine og Jacob Aagaard går ind for at rate, selv om de sikkert
ikke er ret ligeglade med ratingtal!
Personligt går jeg heller ikke ret højt op i ratingtal, og netop derfor vil jeg ikke opføre mig spor anderledes i
holdskak end jeg plejer, selv om turneringen rates! Det er da selvfølgelig sket, at en holdleder har beordret mig
at spille videre på noget, jeg helst ville tage remis. Men det er da ikke hver gang, jeg så har tabt i stedet - nogle
gange har jeg tværtimod vundet! Så det går nok lige op i det lange løb. Og hvis det ikke gør, så pyt da med
det!!! Ratingen af turneringen er slet, slet ikke indført for "at gøre alting til et spørgsmål om individuel
udfoldelse", men simpelthen for at sikre, at alle spillere har et så korrekt og aktuelt tal som muligt.
Jeg har aldrig helt forstået de spillere, der spiller for deres ratingtal - eller "prestigetal", som min klubformand
kaldte det for nylig: Hvis man går så højt op i sit tal, at det afholder en fra at spille skak, så er det ikke ratingen,
der er noget galt med, men spillerens hoved!
Men der er desværre mange spillere der går alt for højt op i disse tal. Inklusive Hans Henrik Hansen, vil jeg
påstå - hvorfor ellers alt dette postyr? Måske burde man gå over til at holde folks rating hemmelig for at få folk
til at glemme dem? Turneringsledere skulle for at få licens aflægge et højtideligt løfte om aldrig at røbe hverken
ratingtal eller forventede scorer til andre end Ratingkartoteksføreren? Men kender jeg mennesket ret, ville det
blot gøre disse fire i sig selv ret ligegyldige cifre endnu mere interessante i spillernes øjne, og hemmeligholdelsen
ville jo alligevel ikke være vandtæt. Så enten skal man helt afskaffe ratingen, eller også skal man rate så mange
seriøse partier som muligt. Jo flere partier der rates, desto mindre betydning får det enkelte parti jo i
ratingsammenhæng.
Jeg er i øvrigt ikke enig i, at holdskak er vanskeligere gennemførlig eller mere interessant end en EMT. Begge
dele har sine problemer, og begge dele er særdeles spændende, hvis man møder dem med det rette sind! Jeg
har f.eks. aldrig oplevet en "ligegyldig" EMT - heller ikke, selv om jeg har tabt en masse rating!!
Lau Bjerno, Nordre skakklub