62
Hans Henrik Hansen, SK 1927, Ringsted
Divisionsturneringen - rating med uklar begundelse
Dansk Skak Unions hovedbestyrelse besluttede Langfredag, at divisionsturneringen fremover skal rates.
Denne lakoniske meddelelse stod den 3. april at læse på DSU hjemmesiden, og man kunne unægtelig have ønsket, at det var skrevet to dage før og var en
aprilsnar. For med denne vedtagelse har hovedbestyrelsen nemlig samtidig besluttet, at den i forvejen vanskeligt gennemførlige disciplin holdskak nu
skal gøres helt umulig!
Selve ideen med en holdsport burde være, at den enkelte deltagers interesser er underordnet holdets interesser. Man gør desperate gevinstforsøg, hvis
det er dikteret af andres resultater. Man tager remis, hvis det er, hvad der kræves - ja, man kan vel sågar opgive en dårlig stilling, for at
utålmodige holdkammerater kan komme hjem fra en fjern udekamp. Man knyr ikke, fordi afbud betyder 6 sorte partier i løbet af sæsonen - for
så er der jo bare en anden som får 6 hvide. Og man finder omvendt ikke på et afbud, fx. fordi man ikke har lyst til at møde en bestemt modstander
eller ikke har sovet godt - netop fordi et nederlag på et topbræt kan være bedre for holdet end et afbud, som svækker hele vejen ned.
Men netop disse ædle motiver - det som for mig altid har gjort holdturneringen til noget langt mere interessant end diverse
enkeltmandsturneringer - skal der altså nu gøres op med!
Bevæggrundene er mere end uklare:
Man ønsker at få opdateret ratingen på de inaktive spillere, typisk tidligere topspillere, som nu kun spiller holdskak. Hvorfor det er så
vigtigt, når de netop er inaktive i ratingmæssig sammenhæng er ikke helt klart. Enten må ratingkartoteksføreren være fuld af indestængt virkelyst,
eller også er DSU's administrationsomkostninger for lave. Det sidstnævnte troede jeg faktisk ikke var tilfældet!
Så fremføres det, at alle seriøse partier i princippet bør rates. Ja, jeg er helt enig i, at holdturneringens partier er særdeles seriøse - med den
hidtidige betænkningstid nogle af de få, som ikke ofte afgøres ved lynskak og tidsoverskridelse - og særdeles betydningsfulde. Men betydningen bør
netop være for holdet ved oprykning eller nedrykning - og ikke for den
enkelte spiller.
Jeg er personligt ret ligeglad med ratingtal - der er ikke meget identifikation i et gammelt tal - men jeg er IKKE ligeglad med, at man vil
gøre holdturneringen til endnu en ligegyldig EMT.
Jeg er klar over, at det er helt i tidens ånd at gøre alting til et spørgsmål om individuel udfoldelse, men jeg finder det alligevel
forstemmende, at de viise fædre i DSU dog ikke kunne lade
holdskakturneringen være i fred. Det har været en af de mest succesrige tiltag, der er lavet DSU's regi. En årlig begivenhed, der har trukket de
ellers inaktive til brættet ... for kammeratskabets og klubbens skyld. En årlig begivenhed, som - sammen med Skakbladet og juleafslutningen i
klubben - har fået den ellers inaktive til stadig at betale sit årlige kontingent til DSU.
Der er ikke for mange medlemmer tilbage i DSU, og der er derfor næppe råd til den overlegne holdning, som fx Jakob Aagaard og Esben Lund lufter i
Skakbladet: at det er vigtigere at gøre divisionsturneringen mere "attraktiv" for de aktive, end at frygte for at nogle ellers inaktive skulle
vælge deres sidste 2-3 årlige holdkampe fra.
Det virkeligt beskæmmende er, at turneringslederen overhovedet fremsætter og hovedbestyrelsen vedtager et forslag, som man udmærket VED er særdeles
kontroversielt og som der IKKE er flertal for blandt dem, det vedrører. Man skaber uden grund intern splittelse og det som er værre. Det er med en klog
skakleders ord: DÅRLIG LEDELSE.
Mvh
Hans Henrik Hansen
SK 1927, Ringsted