41

Jacob Aagaard, Menigt medlem af Dansk Skak Union, Universitetsstuderende og Amatør.

Kedeligt DM 

Dette års DM var om muligt det kedeligste DM nogensinde. I hvert fald hvis man følger det over internettet som jeg. Problemerne var følgende:

Alle har spillet med hinanden mange gange før, og alle havde været med tidligere. Steffen Pedersen dog kun i 1994.
Der var ingen reel spænding om hvem der ville vinde. Ikke fordi det var sikkert at Curt Hansen ville vinde, men fordi det virker fuldstændigt lige gyldigt om Peter Heine Nielsen eller han vinder. I hvert fald på den måde turneringen er opstillet. 
Der var alt for mange og alt for kedelige remisser.
Pengene var fordelt på forhånd. Hvis en IM'er vinder får han kun halvdelen af f.eks. Curt Hansen eller Peter Heine Nielsen. Man spiller altså ikke om pengene - som de fleste hellere vil tage hjem med end æren.
Hvad kan man så gøre ved dette? For 5-6 år siden diskuterede man at spille DM som knock-out. Forslaget faldt på en økonimisk uenighed på ca. 15.000 så vidt jeg husker. DSU var ikke villig til at skaffe pengene, og spillerforeningen insisterede på at spillere der ville blive slået ud, stadig skulle have hotel i den åbne turnering de i givet fald skulle fortsætte i.
Dette er et udtryk for den samme slags skak vi har set her ved DM. Alt for forsigtig. Man tænker for meget på hvad der sker hvis man taber, og ikke på at man kan vinde (det er efter min mening også derfor at flere af de danske stormestre aldrig spiller opens i udlandet. De har ingen garanti for at det giver overskud.
Østeuropæerne har i årevis brugt de åbne turneringer som springbræt til verdenstoppen.). Men nu findes spillerforeningen ikke som andet end en vittighed og DSU kan gøre som de vil. Hvis man havde interesse for det kunne man skabe en interessant turnering. Man kunne faktisk bestemme ovenfra at man skulle spille om pengene, og i stedet for at give startpenge, garantere 5.000 kr. ekstra i præmiepengene for hver stormester der er med, og 1.000 for hver IM'er. Private sponsorer er selvfølgelig en anden sag. Også hvis DSU hjælper med at skaffe dem. Politikens sponsorat er til Peter, Ekstra Bladets til Bent osv.

Problemet er at ledelsen i øjeblikket har travlt med at løse andre problemer. Jeg forstår udmærket at der ikke er resurser til det. Det er ikke pengene der mangler. Det er kræfter til at gøre arbejdet og modvilje mod at lægge sig ud med topspillerne, der er vant til at hæve deres check hvert år, uden at skulle vove noget for dem. 

Ræven er sur sagde rønnebærene, de kunne ikke spise den. Er jeg utilfreds med ikke at være med selv? Næh, det har jeg vænnet mig til. Når jeg engang er det igen, håber jeg turneringen er mere interessant. Jeg har ikke brug for at tjene 1000 kr. skattepligtigt og se alle de andre spare på kræfterne, ved at spille remisser hele tiden.
Måske har vi brug for noget så grotesk som et trepoint system?

Yours sincerely/Med venlig hilsen
Jacob Aagaard