38

Divisionsturneringen - Hvem vrider skævt !

Svar til Klaus Munk Andersen (og Hans Jørgen Lassen) 

Jeg er meget uenig i dit indlæg, du fremfører at det ikke skal være muligt for topspillerne at spille i udlandet og i Danmark. Der er over 20 danskere der spiller i Tyskland foruden dem der spiller i Sverige. Det blev en noget uinteressant divisionsturnering hvis de fleste valgte udlandet fremfor Danmark.
Helsinge er en af de skakklubber der i år har måttet lide under dette sammenfald af datoer og den dermed meget ændrede styrke i holdet, når man i en kamp mangler sine to topbrætter.

Men jeg forstår godt topspillerne når de vælger at spille i f.eks. Tyskland. 

Det er "Tordenskjolds soldater" de møder i Danmark, topbrætterne møder ofte de samme 4 spillere i hvert års divisionsturnering, kun i max. 2-3 kampe møder de "nye" modstandere, det er kedeligt i længden. I Tyskland og til dels Sverige møder de en masse spændende og stærke verdensstjerner og dermed vil de utvivlsom blive stærkere spillere til gavn for Dansk Skak Unions øvrige spillere. For de unge IM er er der også mulighed for at score GM normer og da turneringen i Tyskland er Elo ratet er der mulighed for at vinde rating. 
De danske spillere får jo ikke så mange turnerings invitationer idag, efter murens fald er der en masse stærke østeuropæiske spillere der vil spille for næsten ingenting så kampen om pladserne er hård, og der arrangeres jo ikke mange internationale turneringer i Danmark for tiden så der er langt mellem mulighederne for at spille. 
Ydermere er det formodentlig mod EU ret at udelukke de af spillerne der er professionelle, p.g.a arbejdsmarkedets frie bevægelighed.
Man burde i stedet for i DSU nedsætte et udvalg til at undersøge om divisionsturneringen kunne blive mere interessant ! En af de oplagte muligheder er en udvidelse til 9 runder. Efter Storebæltsbroen er kommet er Danmark blevet lille, og det er langt nemmere og hurtigere at transportere sig rundt i landet.

Det er yderst beklageligt når HB stemmer et i øvrigt brugbart forslag fra Peter Heine og Martin Noer ned , i stedet for at undersøge sagen til bunds. Sådanne afstemninger taler om HB manglende forståelse for virkeligheden, de burde være positive og prøve om der kunne ændres en enkelt eller to dato og dermed eliminere problemet, datoerne i Tyskland offentliggøres normalt i februar måned så der burde være god tid til en koordinering.

Med venlig hilsen
Allan Rasmussen
Formand 
Helsinge Skakklub
email allanras@post3.tele.dk