27

Stærke spillere mod svage

At lave en interessant turnering med stor styrkeforskel mellem spillerne (ratingforskellen er måske 500) er et problem. Ikke i koordinerede turneringer, men i mindre klubber, i klubber med en juniorafdeling, og ikke mindst når en klub får nye medlemmer. Ofte får nye medlemmer en skaklig hårdhændet behandling, fordi klubspillerne er væsentlig mere rutinerede end de nye. Uden at opleve sejrens sødme forsvinder interessen for skak hurtigt. Indenfor eksempelvis billard og golf har man med succes kunnet parre stærke og svage spillere, så begge får en interessant konkurrence. 

Forskellige forsøg på at udligne styrkeforskellen er forsøgt indenfor skak med knap så stor succes:

Forskel i betænkningstiden.

I praksis synes jeg ofte det ender med at den stærke spiller lynskak, mens den svage ikke formår at udnytte sin betænkningstid (den stærke formår derimod at udnytte modstanderens betænkningstid!). Betænkningstiden er selvfølgelig en afgørende faktor for disse partier – kan den stærke nå at vinde inden hans vinge falder?

Forgave.

Den stærke afgiver en officer inden start af partiet - det er vist ikke særlig udbredt. Som oftest bryder den stærke spiller sig ikke om dén form for skak. Nok mest fordi at mønstergenkendelsen bliver slået i stykker. Forgave partier opleves dermed ikke som "rigtig" skak.

Jeg tror løsningen er en slags forgavepartier, men ikke med den traditionelle begyndelsesstilling som udgangsstilling. I stedet starter partiet med en partitro stilling som ikke er lige (f.eks. ved træk 20 fra et rigtigt parti). Mellem jævnbyrdige spillere ville den ene spiller sikkert opgive – stillingen er for dårlig til at fortsætte; men med 500 ratingpoint mere vil den stærke spiller forsøge at holde sin stilling. Man får et rigtig skakparti, hvor de vante skakmønstre ikke er sat ud af kraft, og hvor betænkningstiden ikke er en afgørende faktor.

En variant af dette princip er, at partierne ikke nødvendigvis skal spilles til ende. Vi er vant til at et parti fortsætter til en af spillerne er sat mat (eller har opgivet). I stedet for at sætte mat kunne fordringen lyde: "Fang modstanderens dronning" eller "Bring et levedygtigt tårn til 7. række" osv. Delmål vi kender fra normale partier. Hvis fordringen ikke er nået inden en givet tidsfrist eller et givet antal træk, bliver modstanderen noteret som vinder af partiet. Antallet af stillinger og fordringer er meget stort. Princippet er at begge spillere kan vinde (i form af at opfylde fordringen), men for den stærke er opgaven sværere end for den svage spiller.

For begge turneringstyper gælder det, at vi spiller skak som det foregår i almindelige partier. Den mønstergengivelse som er vigtig for den stærke spiller (og vigtig at få indøvet hos begynderen!) er bibeholdt.

For at kunne spille skak på den måde, skal der findes en del egnede stillinger, laves et turneringsystem osv. Det er lidt af en udviklingsopgave, som nogle forhåbentlig vil finde det sjovt at kaste sig over! Disse måder at spille skak på skal selvfølgelig ikke erstatte almindelige partier, men det kan være en alternativ aktivitet i klubben, hvor styrkeforskellen er stor, og hvor nogle spillere ikke oplever sejrens sødme for tit.



Erik Mouridsen

Sekretær i DSU