4

Lars Wisler Pedersen, webmaster i Grindsted Skakklub

Skakkurser

Jeg har med interesse læst FUs oplæg omhandlende DSU på vej mod nye tider. Jeg hæftede mig især ved følgende :  fremme kendskabet til skakspillets udviklende egenskaber, som en del af en sund og nyttig opdragelse og den personlige udvikling
Denne fremmelse af skakspillets udviklende egenskaber vil jeg kalde en hjørnesten af særdeles stor vigtighed - hvilken glæde har man af skakspillet hvis man ikke rigtigt forstår, hvad der foregår på brættet?
Igennem mit virke for Grindsted Skakklub har jeg desværre gentagne gange oplevet at se medlemmer tabe det ene parti efter det andet - og det kan ikke kaldes særligt motiverende!
DSUs nuværende aktiviteter til fremmelsen af skakspillets udviklende egenskaber indskrænker sig pt. til skoleskak samt Tjele Skakefterskole, som begger retter sig mod juniorer under 18 år. Fint nok. Nu spørger jeg blot : Hvad med dem, der har rundet de 18 år, men som aldrig 'nåede' at dyrke skoleskak endsige tage et ophold på Tjele Skakefterskole? De er jo nærmest lukket ude i kulden - og vejen 'ind' er lang og trang!  
Derfor vil jeg kraftigt opfordre de ledende organer omkring Tjele Skakefterskole til at etablere forskellige skakkurser rettet mod os 'gamle' spillere (læs: os, der er fyldt 18 år). Der kunne f.eks. være tale om kurser af 1 eller 2 ugers varighed der afholdes i skolernes sommerferie eller weekend-kurser. Disse skak-kurser skal dels tilbydes på flere niveauer (indelt efter rating) samt flere temaer? F.eks. et weekend-kursus om slutspil - hvem ved? Eller et sommerkursus af 1-2 ugers varighed, der dækker flere temaer, f.eks. åbnings-, mellem- og slutspil. Idé?  Flere af mine gode venner, jeg har lært at kende igennem skakken har givet udtryk for, at de gerne ville deltage i skakkurser, hvis blot de eksisterede! 
Jeg ønsker DSU alt muligt held og lykke på
deres Vej Mod Nye Tider!

Med venlig hilsen
Lars Wisler Pedersen
Grindsted Skakklub