SIS-MH Masters (
3) Tilbage...Pressekonference
3/12 2002 på Kongebrogården i Middelfart
Af Svend Novrup
Den indiske skakspiller Viswanathan Anand, der juleaften 2000 erobrede verdensmesterskabet, bliver 5-6. april på Kongebrogården i Middelfart i turneringen SIS-MH Masters udfordret af tre af Nordens stærkeste stormestre: Peter Heine Nielsen og Curt Hansen, Danmark, samt den i Danmark bosiddende svenske spiller, Jonny Hector.
Arrangør er Dansk Skak Unions Støtteforening i anledning af foreningens 40 års jubilæum, men begivenheden støttes også af Dansk Skak Union, som 2003 fylder 100 år.De tre spillere mødes dobbeltrundigt i hurtigskak med 25 minutter plus 10 sekunder pr. træk til rådighed pr. spiller pr. parti, og spillet transmitteres live til hele verden via internettet. Desuden er det så godt som sikkert, at skak i forbindelse med stævnet bliver emne for en temaaften på DR2.
Før stævnet blev publiceret på en pressekonference tirsdag på Kongebrogården, var de tre skandinaviske spillere på besøg hog SIS-MH Functional Furniture, og et overraskende resultat kan blive, at skakspillere efter i 1400 år at have siddet forkert under deres partier fremover vil komme til at sidde på ergonomisk korrekt vis ved borde, der er 12 cm højere end de gængse.
De tre nordiske spillere var i øvrigt enige om, at de dels skulle dyste på indbyrdes prestige, dels skulle forsøge at finde den hurtigtspillende inders svage sider. Indtil videre er de slemt handicappet af ingen at have fundet.
En hurtig lynturnering med 3 minutter pr parti sluttede med 1½ p til såvel Curt Hansen som Peter Heine Nielsen, som derefter blev enige om at afgøre sagen mellem sig i april.
Dagen før matchen, fredag d. 4. april, afvikles en VIP-simultan, hvor det ventes, at en række meget kendte danskere vil få chancen for at spille skak mod verdensmesteren.