Winning Endgame Strategy

Winning Endgame Strategy af Alexander Beliavsky og Adrian Mikhalchishin. Batsford 2000. 208 sider. Pris £ 14.99.

De to forfattere til denne bog skulle være de fleste læsere bekendt, Beliavsky blev Junior-VM tilbage i 1973, han blev slået ud af kandidatturneringen tilbage i 1983 af Kasparov, men har siden stadig ligget i eller lige under verdenseliten, og har ved flere lejligheder både slået Kasparov og Karpov. Mikhalchishin er ligeledes stormester og spillede med i og vandt et af de første Copenhagen Opens. Begge er forfattere til flere fremragende bøger, hovedparten af disse har de skrevet sammen.

Denne bog er i stort omfang en opfølgning på deres tidligere værk, Winning Endgame Technique, som jeg desværre ikke er i besiddelse af.

Bogen er delt op i tolv kapitler med forskellige temaer: bonde-, springer-, løber-, tårn- og dronningeslutspil. Dertil kommer specifikke emner som slutspil med isolerede bønder, hvordan man forsvarer sig i slutspil, slutspil med tårn og lette officerer, og slutspil, hvor kongerne kæmper om specielle felter.

Selvom de enkelte kapitler sommetider er lidt ustrukturerede, så går de to forfattere ganske godt i dybden og forklarer temaerne rimeligt, selvom mindre stærke spillere nok kunne ønske sig bedre forklaringer, da temmelig komplicerede ting til tider bliver taget for indforstået.

Så godt som alle eksempler er taget fra partier, hvilket gør nytteværdien af bogen endnu større, da det er nemmere at relatere eksemplerne til ens egne partier, når man kan se at det ikke bare er nogle optænkte og i praksis ubrugelige eksempler, der er brugt.

I forbindelse med de fleste kapitler er der en række opgaver, som læseren kan løse. Sværhedsgraden varierer meget og der bliver ikke givet hints om spillernes navne, så man måske kunne relatere det til noget man har set før, derfor er det reelt som at spille partierne selv, hvor man selv skal løse de problemer der opstår. Man får dog at vide, hvad man skal prøve at løse såsom "What is White´s winning plan?" eller "White to move. What should be the result of the game?".

Alt i alt en glimrende bog, som mange vil kunne få noget ud af, og jeg vil derfor anbefale bogen til dem, som føler, at de har brug for et godt skub i denne rigtige retning m.h.t. slutspilsforståelse.

Carsten Hansen

Retur til DSU's hjemmeside