Starting Out in Chess
"Starting Out in Chess" af Byron Jacobs. Everyman Chess 1999. 128 sider. Pris 149.00 (hos Dansk Skaksalg)
Dette er den første bog i en ny serie fra Everyman Chess, hvor begynderen og den nystartede skakspiller er i fokus. I denne bog tager den engelske internationale mester Byron Jacobs de første skridt, hvor nybegynderen bliver vist hvordan brikkerne bevæger sig på brættet, og derefter bliver begynderen introduceret til notation, hvordan man afslutter et parti, taktik, åbningsspil, og strategi.
Undervejs i bogen er der adskillige opgaver, som giver begynderen lejlighed til at teste sine nyvundne færdigheder. Opgaver er så afgjort på et fornuftigt niveau, og hjælper begynderen til at forstå, hvad der er vigtigt i skak, og Byron Jacobs forstår at forklare tingene simpelt, så begrebene ikke bliver forvirret undervejs.
Der er dog nogle kritikpunkter. Udover nogle mindre faktuelle fejl, så finder jeg det kritisabelt, at der ikke er nogen tegnforklaring i bogen, så selvom spørgsmålstegn og navnlig udråbstegn, bliver brugt flittigt i bogen, så bliver de aldrig forklaret. Et forord kunne også have været meget passende, så man kunne se, hvad det præcis er, som forfatteren og forlaget har i tankerne med denne bog. Endelig synes jeg, at bogen går for hurtigt frem i de sidste par kapitler, hvor navnlig strategikapitlet burde have været meget mere basalt, taget i betragtning at bogen startede med at forklare. hvad brikkerne hedder, og hvordan de bevæger sig.
Dog er det generelle formål med bogen opfyldt, nemlig at give en interessant introduktion til skak, hvor smagsprøverne på spillets forskellige faser giver læseren lyst til mere, en appetit som passende kan stilles med den anden bog i denne serie Tips for Young Players af Matthew Sadler.
Alt i alt en god begynderbog, som desværre for de danske begyndere er på engelsk og nok derfor mest vil appellere til et lidt ældre publikum.
Carsten Hansen
Retur til DSU's hjemmeside |