Easy Guide to the Dragon

"Easy Guide to the Dragon" af Mikhail Golubev. Everyman Chess 1999. 144 sider. Pris 189.00 (hos Dansk Skaksalg).

Endnu en titel i Easy Guide serien fra Everyman Chess, men en af de titler, som jeg selv havde set mest frem til. Den ukrainske stormester Mikhail Golubev er en af de seneste års største eksperter i dragevarianten i siciliansk, en åbning, som jeg selv har spillet stort set siden blev introduceret til den sicilianske verden.

Men jeg er skuffet over denne bog, som har været undervejs i temmelig lang tid. Easy Guide bøgerne er ment som en forholdsvis nem introduktion til åbning. Dette er langt fra en nem introduktion. Sædvanligvis finder man i Easy Guide bøgerne kapitlerne opbygget med en forklaring af de typiske ideer, bondestrukturer o.lign. og først derefter følger teori-afsnittet. Denne bog er udelukkende en teoribog, hvilket sikkert er til glæde for mange, men ikke hvad bogens titel lover os.

Desuden finder jeg det påfaldende hvor mange varianter, der er afsluttes uden at en vurdering af stilling er givet. I nogle grelle tilfælde gives der hovedvarianter, hvor selve hovedvarianten og dens sidevarianter ikke har nogen stillingsvurdering. Dette er måske ikke så nødvendigt for den stærkere spiller, men for spillere som ikke har rundet 2100-2200 i rating så er denne bog meget vanskelig at arbejde med, selvom man får en slags ide om hvilke varianter Golubev foretrækker.

Det skal dog siges, at Golubev er meget kompetent og angiver mange ideer og egne analyser, hvilket gør bogen ideel for den stærkere spiller som en slags arbejdsbog, hvorfra man kan forske videre på egen hånd.

Dette er en rimelig bog fra en stor drage-ekspert, ikke hvad man kunne håbe på, men alligevel et teoretisk vigtigt værk, som kan komme stærkere spillere til gode, hvorimod knap så stærke spillere nok skal give i kast med Chris Ward's Winning with the Dragon, som forklarer lidt bedre hvad der foregår på et mere fundementalt niveau.

Carsten Hansen

 

Retur til DSU's hjemmeside