Multimedie skak-cd fra Fribonde Flensborg
Jesper Jensen og Jörg Gradert: Flensborg Bymesterskab 1998-99. 60 kr.
Wauuw! Jeg lod TV-avisen ryge fordi jeg skulle se denne CD rom, og må sige, at jeg ikke blev skuffet. Fribonde Flensborg har med denne skive sat et enestående monument ikke alene over Flensborg Bymesterskab 1998-99, men også over skaklivet i Flensborg og skaklivet i 4.Hovedkreds. Jeg vil straks sørge for, at CDen bliver indlemmet i Sønderjydsk Skaks arkiver på Landsarkivet. Godt nok er der gået næsten et år siden turneringen startede, men CDen har været værd at vente på. Og som et plaster på såret har man i mellemtiden udgivet en diskette med partier fra turneringen.
Skiven er udført ganske professionelt af Jesper Jensen og Jörg Gradert, og indeholder sammenlagt mere end 1 times videooptagelser fra
turneringen, fra præmieoverrækkelsen og den afsluttende lynturnering, alt sammen præsenteret i valgbare klip der spænder fra 1 til 15
minutter - største klip fylder iøvrigt omkring 150 MB. Præsentationen af video og partier sker vha en webbrowser, typisk MS Explorer eller Netscape.
Derudover er der vist resultattavler og samlet 150 partier fra turneringen, der havde 32 deltagere. Partierne foreligger delvist kommenteret
og kan gennemgås direkte fra CDen eller på enkel vis kopieres over på C-drevet i PGN format, så de også kan læses af Chessbase. Og for at det ikke skal være løgn, indeholder Fribondens skive en udgave af den frit omsættelige Chessbase Light til dem der ikke lige har
Chessbase på PCen.
Nu er video og skak ikke just et makkerpar - dynamikken mangler - men som skakspiller måtte jeg tage mig i alligevel at sidde og se længe på disse tænkende mennesker, der af og til løftede en arm. Men den manglende dynamik rådes der bod på i lynskak-sekvenserne.
Der er ingen tvivl om, at det har taget producenterne rigtig lang tid at lave denne CD, hvilket nok også er en af grundene til, at den kun
foreligger på tysk. Det er dog fair nok i betragtning af, at langt størstedelen af deltagerne var fra det tyske skakforbund. CDen kan købes
for 60 kr hos formanden for Fribonde Flensborg Jörg Gradert: Joerggra@aol.comFrank Petersen
Sønderjydsk Skak
Retur til DSU's hjemmeside |