The Dynamic English

Tony Kosten: The Dynamic English. Forlaget Gambit. 144 sider. 13£

Mange vil sikkert finde titlen komisk. Engelsk har jo ikke just ry for at være en dynamisk åbning. klassikeren på det område er vel Karpovs bog "vind med russisk!".
Engelsk er dog ofte blevet benyttet som et dynamisk våben. Kasparov brugte det feks. i VM-matchen i Sevilla mod Karpov, hvilket der jo kom flere fascinerende partier ud. John Rødgaard har også benyttet åbningen med succes.
Bogen er en repertoire-bog set fra hvids synspunkt. Kosten vil spille 1 c4 fulgt af g3. En trækfølge jeg jo havde en vældig succes med ved DM. Man undgår f.eks. pindsvine-opstillingen og nogle ubehageligheder i 1 c4-e5. Til gengæld må man affinde sig med symmetrisk engelsk efter 1 c4 c5 2 g3 g6 3 Lg2 Lg7 4 Sc3 Sc6. Det er kendt for at være harmløst for sort, men Kosten puster liv i det, og jeg skal have testet hans ideer ved lejlighed. Han vil spille 5 .a3 og har ideer i de kritiske varianter.
Han forklarer godt de generelle temaer i de varianter han anbefaler. På den relativt beskedne plads er det naturligvis svært at få både teori og forklaringer presset ind, men jeg mener, at man efter gennemgang af bogen vil have et godt repertoire og tilstrækkeligt kendskab til åbningen til at kunne udnytte det. Bogen lægger ikke vægt på lange analyser, men leverer stillinger, hvor positionsspilleren vil have muligheden for at kunne udspille sin modstander.
En god åbningsbog, som mange vil kunne få meget ud af.

Peter Heine Nielsen

 

 

Retur til DSU's hjemmeside