Open games

Jan Timman m.fl.: Open Games. CD-rom Fra New in Chess.  59dm.

Folkene bag "New in Chess" med Jan Timman i spidsen har lavet endnu en åbnings cd-rom. Den omhandler åbninger startende med 1 e4-e5 undtagen spansk. Selve CD-rommen er opbygget på samme måde som i den tidligere andmeldte CD-rom om katalansk. Det er nemt at finde frem til de relevante partier eller varianter, og de spilles enkelt igennem på skærmen.
Programmet er ikke så godt som f.eks. de nyeste database-programmer på markedet, men fungerer fint nok til, at det kan bruges. Spiller man kommenterede partier igennem, stopper den op ved hver kommentar, og man skal kun bruge et "klik" for at komme videre.
De kommenterede partier er generelt CD-rommens styrke. Mange af de 2.200 kommenterede partier er kommenteret af spillere fra den absolutte verdens-elite. De er primært taget fra New In Chess andre publikationer som deres blad eller Yearbooks. Kommentarerne er i top, men da jeg har læst deres blade grundigt gennem årene, bliver jeg skuffet, da jeg kender så mange af dem. Det problem har de fleste nu nok ikke.
Alle artiklerne, der har været i deres Yearbooks, er også lagt ind, og kan gennemlæses på skærmen. Igen topkvalitets-materiale og igen genbrug. Da meget af materialet er genbrug, er der naturligt nok ingen up-to-date dækning af de mest kritiske varianter, det må man bruge sit database-program til.
Det man kan bruge programmet til er at lære åbninger ved at gennemspille partier kommenteret af de store stjerner. Der er lagt spiller-profiler ind hvor topnavnene præsenteres. Larsen er eneste dansker i det luftlag, og der filosoferes over, hvorfor ingen har spillet teoriens anbefalinger mod ham i hans yndlings-varianter. Relevante betragtninger - jeg har undret mig over det samme.
Et fint produkt, som dog kunne bringes op i topklassen ved at pifte lidt op på programmet, samt ved en bedre up-to-date dækning.

Peter Heine Nielsen

 

 

Retur til DSU's hjemmeside