The Gambit Guide to the Benko Gambit

Steffen Pedersen Gambit 176 sider. 14.99 pund

Steffen Pedersen er efterhånden ved at være en af de flittigste skakforfattere i verden, og han gør sit håndværk godt. Denne gang er det Benko-gambit, eller Volga-gambit om man vil, der behandles.
Der er tale om en teoribog, og alle væsentlige varianter behandles. Før hvert kapitel forklares de vigtigste ideer, og der gives et resume af den teori der gennemgås i kapitlet. Der kunne godt være lagt lidt mere vægt på de generelle forklaringer, men man får et pænt overblik så det bliver nemmere at forstå den konkrete teori. De teoretiske afsnit er gode og grundige. Som altid hos Steffen kan man være sikker på at intet væsentligt er udeladt og hans vægtning af varianterne er god. En svaghed er det at Steffen ikke selv har den store erfaring med åbningen, og sikkert derfor er der ikke så mange selvstændige forslag som man kunne ønske. I de kritiske teoretiske varianter er der dog ofte selvstændige analyser, men generelt er der for lidt personligt input.
Hans næste projekt omhandler åbningen semi-slavisk, som han har spillet med begge farver i flere år, og der er grund til at forvente, at den bliver lige så god som f.eks. hans bog om hollandsk.
Bogen er et godt køb for den teori-interesserede, der får et grundigt værk, men der er for få forklaringer til at nybegynderen vil kunne få det helt store ud af bogen.

Peter Heine Nielsen

 

 

Retur til DSU's hjemmeside