Fritz 5.32

Fritz 5.32 er et glimrende produkt. Det kan alle de ting man kan forvente sig af et skak-analyseprogram og samtidigt er det enkelt bygget op med god, behagelig grafik.

5.32 er en udbygning af fritz 5. Navnet skyldes at det nu kører som et 32 bit program. Hvad det betyder aner jeg dog ikke, spørg en computer ekspert. Det spiller under alle omstændigheder godt. I 3.min lyn er scoren 78-8-9 i dens favør. Heldigvis kan man tvinge den til at spille svagere. Der er et stort antal niveauer, mulighed for at redigere i dens spillestil etc. Man kan også vælge at spille "ratede" partier mod den. Man får så sit eget tal, og har mulighed for at opnå diverse titler. Man kan vælge at slå den indbyggede træner til. Han påpeger så grove fejl, og man får muligheden for at gøre om. Han kan også analysere ens partier, endda i tekst og med grafik. Kommentarerne bliver dog noget kliche-prægede men grafikken med pile, etc er meget sjov. Høj kvalitet er kommentarerne dog ikke af. I de test jeg har lavet har den ikke fundet oplagte fejl, og dens forbedringsforslag er ikke noget at råbe hurra for. Man får dog sikkert bedre resultater ved at give den mere tid. Den har selfølgelig et kæmpe åbningsbibliotek, men smart er det at dens partier automatisk lagres og at den vælger åbning efter hvad den scorer bedst mod en i. Jeg har haft et par teori-diskussioner med den. Den vinder de første, men til sidst får jeg skudt mig ind på den, hvorefter den så skifter variant. Et antal slutspils databaser er også lagt ind. Den spiller feks perfekt i tårnslutspil med en bonde på brættet, samt i dronning mod tårn. Et par andre er også med. Disse databaser er et frygteligt våben for kommentatorer, jeg selv har oplevet at få et slutspil som jeg troede jeg spillede smart, skudt helt i sænk af en 1500´mand. Det jeg bruger programmet klart mest til er dog analysehjælp. Feks i skarpe åbningsvarianter. Hjælper man den lidt på vej med de kritiske træk kan man analysere meget præcist. Man kan få den til at vise mere end en variant. Dvs. at man får dens vurdering af de bedste muligheder, og ikke kun det som den anser som bedst. Mere nyttigt end man umiddelbart skulle tro. Programmet kan "tale". Dvs at under ikke ratede partier kommer den med diverse kommentarer af mere eller mindre lødig kvalitet. Bestemt et sjovt indslag, selvom man bliver irriteret over at blive hånet når den banker en. Den taler Engelsk og Tysk. Der er småting som kan forbedres ved programmet, men man får høj kvalitet for pengene.

Peter Heine Nielsen

 

Retur til DSU's hjemmeside