Chess Assisstant 4.0
Chess Assisstant har i flere år haft database programmer på markedet, og dette er seneste skud på stammen. Som i 3éren er programmet windows-baseret med de fordele og ulemper det medfører.
De klassiske database funktioner fungerer upåklageligt. Man kan søge efter et væld af kriterier. Mange af dem har man nu sjældent brug for. En simpel spiller søgning i en base på 320.000 partier tog ca. 5sek, hvilket må siges at være tilfredsstillende. En af de database-funktioner jeg bruger hyppigst er muligheden for at bygge et åbningstræ. En gammel chess assisstant ide, som nu er standard i næsten alle programmerne på markedet. I en given stilling ser man alle de spillede muligheder, samt deres score. Træet fungerer i den nye version yderst effektivt, og der er nærmest ingen ventetid som i de gamle dage. Det skyldes dog også hardware-udviklingen siden da. I små baser bygges træet automatisk, mens i større skal man selv bygge det. Det tog ca. 3.min for 320.000 partier. Derefter kører det glat indtil nye partier lægges i basen, hvorefter et nyt må bygges. Et par nye ting er kommet til siden sidst. "find nyhed" er en nyttig funktion. I et vilkårligt parti, kan man bede programmet om at finde det parti i sin hovedbase hvorfra det senest afviger. Måske ikke så nyttigt i sine partier fra klubturneringen, men når man downloader de seneste partier fra nettet, finder man på den måde hurtigt ud af hvor de seneste nye ideer gemmer sig. Programmet kan også sættes til at analysere udvalgte partier. Programmet Crafty er indbygget, og er af rimelig styrke, men alle andre topprogrammer undtaget fritz kan integreres. De kan sættes til at analysere partier, og indføjer så kommentarer hvor den finder det nødvendigt. I de få forsøg jeg har lavet virker det dog ikke særligt effektivt. I et par af mine partier fandt den ikke store fejl, og kritiserede derimod stærke træk. Jeg gav den dog kun 1.min pr træk, hvilket nok er for lidt. Bedre resultater fås sikkert ved at lade den stå natten over med rigelig tid. Direkte overseelser og grove fejl ser den dog, mens positionelle ting ikke påtales. Mere nyttigt er det at når man gennemspiller et parti, kan man på et hvilket som helst tidspunkt slå programmet til, og få hjælp i en taktisk kompliceret stilling.
Ens egne partier kan nemt lægges ind i baserne, og mulighederne for at kommentere dem med de velkendte skaksymboler er simpelt og brugervenligt. Lægger man sit åbningsrepetoire ind på den måde, og derefter bruger træ-funktionen har man en ideel måde at repetere det på. Rart er det også at programmet læser flere forskellige typer filer. Pgn-filer læses direkte uden behov for konvertering, og det samme gælder chessbase-filer. Som i alle andre windows programmer kan man få hjælp direkte i programmet, og som alle andre steder er det ret uoverskueligt. Der er en del ekstra funktioner udover dem jeg har nævnt, men jeg har ikke styr på dem. Det gør dog ikke den store forskel. Programmet kan de standard ting den skal, og det fungerer som rgel sikkert og hurtigt.
Peter Heine Nielsen
Retur til DSU's hjemmeside |