Easy guide to the Panov-Botvinnik attack

Anmeldelse af Jacob Aagaards bog: Easy guide to the Panov-Botvinnik attack. På engelsk. 128 sider. Cadogan 1998.

Jeg bliver altid lidt mistænksom, når nogen introducerer en "easy guide" til et emne, som jeg har brugt hundredevis af timer på, stadig uden at føle, at jeg forstår det! Men Jacob slipper udmærket fra forehavendet - bla.fordi han åbent erkender, at det ikke er meningen med bogen, at den skal dække alt indenfor emnet.

Emnet - det er Panov-Botvinnikvarianten i Caro-Kann, men dog ikke alle varianter indenfor dette åbningskompleks. Konceptet "easy guide" er nemlig bygget op omkring, at forfatteren anbefaler forskellige varianter for henholdsvis Hvid og Sort, og stort set kun gennemgår dem.

Fordele og ulemper ved denne indgangsvinkel er indlysende: Det bliver let for den tidspressede turneringsspiller at opbygge et åbningsrepertoire, men det kan blive vanskeligt at reparere det, hvis en af de anbefalede varianter bliver gendrevet, da de mulige alternativer så ikke er gennemgået! Derfor kan det blive nødvendigt at supplere Jacobs bog med et standardværk om Caro-Kann som f.eks. ECO.

Gennemgangen af varianter er spændende og meget personlig: Det er Jacobs egne vurderinger af varianter og stillinger, der kommer frem, ikke afskrift fra andre værker. Meget prisværdigt, for det må være ekstra tidskrævende!

Hvert kapitel starter med en gennemgang af nogle typiske partifragmenter med gode verbale forklaringer. Et godt initiativ er her de pile og grafiske fremstillinger, som understøtter teksten. Sidst i kapitlet kommer så en systematisk gennemgang af teorien i den variant kapitlet handler om.

Bogen er sat i et indbydende design.

En udmærket debut for Jacob på skakbogmarkedet.

Lars Bo Hansen

Retur til DSU's hjemmeside