Encyclopedia of Middlegame
Producenterne af database program chessassistant har her forsøgt sig med et regulært midtspils træningsprogram og er sluppet godt fra det.
Træningen foregår på 3 måder. Dels er der direkte lektioner. Om stort set alle åbninger er der indlagt typiske eksempler. Eksemplet kan spilles igennem på skærmen og teksten står så ude i siden. Eksemplerne er godt udvalgte, og begge parters planer gennemgåes. Primært er det teoriens hovedvarianter der behandles. Man finder næppe guldkorn om sin egen lille special-variant, men ønsker man større forståelse af de klassiske åbninger er der meget at hente. ca. 600 eksempler er der indlagt. Der er også indlagt opgaver om de forskellige temaer. Man kan vælge at løse dem en efter en, eller i en slags test hvor man så bliver bedømt og får et rating tal.
Opgaverne er af både positionel og taktisk karakter og af en rimelig sværhedsgrad. Løsningen er inkodet, men ønsker man at spille videre derfra er der et indbygget skakprogram der gør det muligt. Der er ca.1000 opgaver.
Til sidst har de lagt en del stillinger ind som skulle være typiske for den valgte åbning/midtspil. Meningen er så at man skal spille dem mod det indbyggede program. Et ok ide, men enhver kan finde en stilling frem fra et kendt parti og spille det mod sit pc-program så det virker lidt overflødigt. ca. 400 stillinger. Grafikken minder meget om chessassistant og er ok uden at være noget særligt. Vigtigere er dog at programmet er brugervenligt og ikke volder store tekniske problemer.
Programmet kunne nemt forbedres og visse åbninger kunne også dækkes grundigere. Er det kun en konkret åbning man søger oplysning om er en bog stadig at foretrække. Stadigvæk er der pæn besked om det hele og studie kombinationen med lektioner og opgaver er fin.
Programmet er anbefalelsesværdigt til enhver der ønsker at vide besked om de klassiske planer i midtspillet.
Peter Heine
Forlaget Chess Assistant
Retur til DSU's hjemmeside |