Af Søren Bech Hansen
Det var med nogen entusiasme, jeg tog afsted til Erevan for at deltage som delegeret for Danmark ved FIDE-kongressen og for at være tilskuer til skakolympiaden, hvis en ledig stund skulle byde sig. Lidt nervøsitet var også at spore, for jeg har - før muren faldt - haft ubehagelige oplevelser i fattige lande øst for jerntæppet.
Det begyndte ikke så dårligt. Jeg fulgtes med Peter Heine Nielsen til Erevan 6 runder inde i skakolympiaden. Peter Heine havde benet i gips, hvilket besværliggjorde rejsen en smule, men vi nåede til Erevan og blev mødt af holdleder Per Andreasen i lufthavnen, og snart efter var vi indkvarteret på hotellet.
Første problem var, da arrangørerne på hotellet efter et døgn og midt om natten forsøgte at opkræve pengene for Peter Heines hotelophold for anden gang. Per Andreasen protesterede voldsomt og det med rette. Pengene blev selvfølgelig ikke betalt.
Den 24. september var der valg i Armenien, og dette udløste store uroligheder. Militæret skød på den demonstrerende befolkning i gaderne, hvor vi boede. Nogle hørte skuddene om natten, australske Ian Rogers så frisk blod i gaderne og i hotellobbyen, og tyske Stefan Löffler var et smut på en lokal skadestue for at se, hvor hårdt det var gået til - efter sigende ikke et kønt syn. I dagene efter valget havde spillere og delegerede ledsagelse af tre svært bevæbnede soldater i busserne, der transporterede os fra hotellet til spillestedet. Senere blev dette droslet ned til en enkelt bevæbnet soldat, men passet på os blev der. Overalt på åbne pladser i den armenske hovedstad var der massivt opbud af tanks og soldater.
Møderne i FIDEs forskellige komiteer gik udmærket og fredeligt. På mødet i Arbiter's Council blev Mogens Nielsen og Vagn Lauritzen udnævnt til internationale dommere (IA). På mødet i Titles & Ratings Commission blev Lars Schandorff udnævnt til stormester, og møderne i FIDEs Rules Commission fastlagde det nye regelsæt for skakspillet, der træder i kraft den 1. juli 1997.
Stort set alle danskere blev syge under opholdet. Selv havde jeg halvandet døgn, hvor jeg intet kunne holde i mig, og en uge, hvor min mave døjede svært med maden.
Møderne i FIDEs centralkomite var overraskende fredelige. Der var kun et enkelt kraftigt sammenstød, og det var mellem Campomanes og den amerikanske delegerede Doyle. De råbte et par timer om de såkaldte ex-gratia udbetalinger til Campomanes og Makropoulos, der ikke var belæg for, og som drænede FIDEs kasse næsten totalt.
I kulissen var der mange møder, både om dagen og om natten, da der på kongressen under olympiadens tre sidste dage skulle være valg til FIDEs ledelse. Danmark støttede Sunye Neto fra Brasilien som præsidentkandidat, og det gjorde vi hele vejen lige fra det europæiske møde i Utrecht i foråret til valgafstemningen i Erevan. Jeg deltog selv ved en lang række møder, for det meste om natten, hvor forskellige kompromiser mellem de forskellige koalitioner diskuteredes. I starten virkede et kompromis mellem FIDEs nuværende præsident Iljumzhinov og Sunye Neto som det mest sandsynlige - et kompromis hvor Sunye ville få indflydelsen, Iljumzhinov ville bevare æren og præsidenttitlen, og folkene på Sunyes valgliste ville besætte posterne i FIDEs Presidential Board. Vedtægter og dagsorden gik ingen synderligt op i - holdningen er, at man med to tredjedels flertal på kongressen alligevel kan vedtage hvad som helst.
Sunye Netos oprindelige liste havde otte navne, der kandiderede til FIDEs Presidential Board som et fuldstændigt hold, i FIDE kaldet et team. Denne liste blev slået i stykker. Nigerianske Emanuel Omuku leverede umiddelbart før FIDE-kongressen et aldeles modbydeligt brev, der talte stærkt mod Sunye Neto og sagde omtrent det stik modsatte af, hvad Omuku havde sagt på mødet i Holland i juli, hvor Sunyes liste blev præsenteret. Det kan undre, hvad der fik Omuku til at skrive dette brev. Den russiske formand Andrei Makarov var også på Sunyes liste, og han hoppede pludseligt fra. Dermed var Sunyes liste færdig, da mere end et navn ikke må ændres. Den anden kandidatliste med franske Bachar Kouatly som præsidentkandidat blev også slået i stykker, og dermed var kaos totalt. Man skulle lige som i Paris for et år siden få tingene på plads ved forhandlinger i kulissen.
De øvrige halvtreds punkter på kongressens dagsorden blev nedprioriteret af mødeledelsen. Man brugte to en halv af kongressens tre dage på at få valgt FIDEs nye ledelse og beskæftigede sig således i denne tid ikke med problemer af skakmæssig karakter.
Flere gange forsøgte præsident Iljumzhinov at blive genvalgt på fem sekunder. Et eksempel var, da Andrei Makarov pludselig oplæste en kontrakt efter sigende underskrevet af både Karpov og Kasparov om, at disse to skal spille en match om VM næste år. Makarov sluttede talen af med at sige, at kun præsident Iljumzhinov kan føre disse to sammen igen, og at han håbede på genvalg. Præsident Iljumzhinov, der ledede mødet, fulgte øjeblikkeligt op med et "...andre forslag til FIDE præsident?", og man skulle som delegeret være hurtig for at forhindre et sådant lynvalg, hvad der heldigvis var nogle, der var. Campomanes blev på mindre end fem sekunder valgt som livsvarigt medlem af FIDEs Presidential Board på just denne måde: En foreslog det og mødelederen fulgte op med et lynhurtigt "Kommentarer? Nej, næste punkt!". Senere viste det sig, at Karpov nægtede at have underskrevet den oplæste kontrakt.
Om aftenen på kongressens næstsidste dag forsvandt en delegeret, Ignatious Leong fra Singapore. Det hed sig i krogene, at han var blevet kontaktet af to af FIDE-præsident Iljumzhinov's bodyguards, at han havde underskrevet fire dokumenter, der flyttede ialt fire fuldmagter fra den ene lejr til den anden, og at han derefter havde fået besked på at forsvinde. Franske Bachar Kouatly lavede voldsomt meget larm over dette, selvom man prøvede at tage ordet fra ham. Det udløste en knivskarp kommentar fra FIDEs præsident om, at dette var en fornærmelse mod hans folk, og at han skam var villig til at abdicere (!), hvis man ikke ville have ham i FIDE. Herefter udvandrede han fra mødet, der først fortsatte næste dag. Den nat var der mange delegerede, der ikke sov på deret eget hotelværelse. Det var evident, at FIDE-præsident Iljumzhinov natten over skulle sammensætte sit team og skaffe den nødvendige opbakning. Natten over blev to lister sammensat, den ene med Iljumzhinov som præsidentkandidat, den anden med Sunye Neto. Da kongressen havde besluttet, at der skulle være fem og ikke otte mand på disse, var Einar S. Einarsson (den nordiske zonepræsident fra Island) røget i svinget og ikke længere på Sunyes liste.
Ignatious Leong dukkede op igen næste dag. Det forlød, at fuldmagterne blev flyttet tilbage, og at den amerikanske ambassade i Erevan blev blandet ind i sagen og tog sig af Leongs beskyttelse.
Da det næste formiddag gik op for mig, at kassererkandidaten på Iljumzhinov's liste var identisk med den engelske FIDE-delegerede, sagde jeg nogle mindre pæne ting til sidstnævnte. Jeg undskyldte kort efter mit uheldige ordvalg men mener stadig, at hans handling var aldeles forkastelig. Det engelske skakforbund var til stede på mødet i Utrecht i april (og stemte for mødets resolutioner) og også på mødet i juli måned i Holland, hvor Sunye Netos liste blev konfirmeret. Meget tyder på, at USA også ændrede holdning til fordel for FIDE-præsident Iljumzhinov.
Man gik til valg og Iljumzhinovs liste fik en klar sejr på 87 stemmer mod 46. Danmark og Sverige (jeg havde den svenske fuldmagt) stemte på Sunye Neto. Jeg var observatør for Sunye Neto ved stemmeoptællingen og prosterede mod 6 stemmesedler, der alle var signeret - alle stemmer på Iljumzhinov.
FIDEs præsident hedder således fortsat Kirsan Iljumzhinov, og ledelsen i øvrigt ser ud som følger:
FIDE president Kirsan Iljumzhinov Rusland Deputy president Georgios Makropoulos Grækenland Vice President P.T. Ummer Koya Indien Generalsekretær Noureddine Tabbane Tunesien Kasserer David Jarrett England
Efter valget udnævnte Iljumzhinov fire Vice præsidenter mere: Pedro Barreras (El Salvador), Steven Doyle (USA), Andrei Makarov (Rusland) og Vanik Zakarian (Armenien).
Iljumzhinovs første handling efter valget var annonceringen af, at VM-knockout turneringen med fem millioner US dollars i præmiesum, som der er snakket så meget om, blev udsat med præcist et kalenderår, altså til december 1997. Dette udløste en storm af spørgsmål fra salen fra de lande, der skal arrangere zoneturnering i næste VM-cyklus. Danmark er et af de lande, og havde alt været sædvanligt, skulle vi arrangere zoneturnering i første halvår 1997. Som tingene er nu, hvor intet angående FIDE-VMs fremtid er afklaret, venter vi i Danmark med zoneturneringen. De kvalificerede fra zoneturneringen afviklet i Reykjavik i februar 1995 har stadig intet fået at vide om fremtiden, og FIDEs VM er noget totalt rod.
Der er udsigt til, at Iljumzhinov bliver siddende længe. Han er nu valgt for to år, og valget i 1998 (for fire år) skal stå i hans egen hjemby Elista, hvor der også skal spilles OL. Han strør om sig med økonomiske løfter, hvilket masser af FIDEs medlemslande falder for, og en udpræget mistillid til ham findes formodentlig kun i Vesteuropa og i dele af Amerika. Alt tyder på, at FIDE som et hele består, idet Rusland, England og formodentlig også USA sadlede om i Erevan til fordel for Iljumzhinov. Som jeg ser det, deles Danmarks stærkt kritiske holdning primært af Tyskland, Island, Sverige og Holland.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg opfatter mit ophold i Erevan som meget ubehageligt.
Vi må se, hvad tiden bringer.